torsdag den 31. maj 2012

En lille fåret historie

Den sidste uges tid har jeg syet på en lille gave til vores søde genboer, Tom, Grete og Amalie. Grete er fra Norge og er vokset op med et får som kæledyr, og hun er ikke særlig vild med ret mange andre dyr... ikke engang den skønne Mille her i huset.

Så nu har jeg syet tre fine kaffebrikker/dækkeservietter med broderede navne, og med hver sit får på. Dem skal de have i løbet af sommeren, når vi skal grille sammen hvis vejret ellers bliver til det igen.

Stoffet med fårene er købt hos Patchwork Kælderen i Kolding, stoffet til kanten med små får er købt hos Den lille Lade i Ejstrupholm. Jeg har quiltet med perlegarn fra Helene Juul Design i Kolt.


onsdag den 23. maj 2012

Samplerquilt undervejs - længe undervejs!

Der er lidt stille på bloggen i denne tid, da jeg forsøger at blive færdig med min samplerquilt som har været undervejs i mange - mange år. Sådan føles det når det hele er syet i hånden og jeg har fået den "dårlige" idé at lave en kant af firkanter (ca.700 af slagsen) og det ender med jeg har regnet forkert så hjørnerne ikke passer alligevel. Det har hylet mig lidt ud af den og resulterede i, at det blev lagt på "køl" et stykke tid. Men nu tror jeg at løsningen er fundet, men den får I at se senere...


fredag den 18. maj 2012

Kaffekopper

Så lykkedes det endelig at sy en lille ting fra en af de bøger jeg har købt - kaffebrikkerne skal foræres til en tidligere kollega, der er meget glad for kaffe.
Mønsteret er fra bogen "Mug Rugs" som jeg tidligere har omtalt her.
Bogen er på tysk og kan købes hos nogle tyske boghandlere til ca. 15€ (ca. 112 dkr) eller på amazon.co.uk til ca. 135 dkr. inkl. moms + forsendelse.
Jeg har ikke set om nogle danske patchworkbutikker  har den, men måske kan de hjælpe med at bestille en, hvis du spørger i din favorit butik.

torsdag den 17. maj 2012

Det lille hus

Fandt mønster på dette skønne vinhus hos Patchwork Kælderen i Kolding, som jeg længe har villet sy til min mor. Hun havde fødselsdag i går, så derfor kæmpede jeg en brav kamp for at blive færdig - de næsten sidste sting blev taget i bilen på vej derop og de allersidste sting blev syet efter hun havde fået gaven....




Jeg har brugt en del raster - vinduerne og skiltene ved siden af døren er fra samme stof. De to katte har jeg fra et andet stykke stof, så er der et par border fra et tredje stykke fra gemmerne.

Og så er der brugt massevis af tråd - det sluger virkelig meget når det er tætte zigzag sting hele vejen rundt om hver enkelt stykke af huset. Det var ret sjovt at sy, men det har taget lang tid.

søndag den 13. maj 2012

Medalje

Jeg er den glade modtager af en medalje fra
Itzehoer Störlauf for gennemført 10 km løb. 

Tiden taler vi ikke om, det var kun på 
et hængende hår jeg ikke kom sidst i mål.

Men medaljen er jeg rigtig glad for og meget stolt af!




mandag den 7. maj 2012

Giro d'Italia 2012 Horsens


Så har Giro'en 2012 gæstet Horsens og jeg var på pletten, da starten gik på Bollervej og senere igen på Bjerrevej, da udbryderne med Mads Christensen kom forbi som de første.



Og på marken ved siden af var de smukke, og mest udbredte blomster i Danmark - MÆLKEBØTTEN.

fredag den 4. maj 2012

Indkøb

Så var jeg forbi Den lille Lade for en gang skyld - Ragnhild var i fuld gang med spændende ting til Nordisk Quilte Træf i Ålborg. Men hun havde alligevel tid til at hyggesnakke med mig, og så fandt jeg også lidt forskellige ting jeg ikke kunne undvære:

0,5 meter af et "neutralt stof" jeg skal bruge til de føromtalte katte-kaffe-brikker, 0,25 meter stof med små får, der skal bruges til kant på nogle kaffebrikker til nogle gode venner, en lille træskuffe som jeg syntes var enormt anvendelig ved siden af symaskinen til småting, en karabinhage til et andet lille projekt som engang bliver vist her på bloggen - det står ikke øverst på listen, så det varer nok lidt tid.

Desuden købte jeg lidt af det plastic der er så populært at sy med i dag, jeg skal bruge det til noget andet end en taske, men det må vises senere, da det stadig kun er "i hovedet" og ikke i hænderne endnu.