søndag den 5. august 2012

At holde FOKUS II + Skoletasker

Stadig på opfordring fra Helene Juul er jeg i fuld gang med at gøre ting færdige. Og det er ikke kun patchwork projekter der bliver gjort færdige.

I dag har jeg været flittig og fået pudset de sidste "kantbåndruller" som jeg havde savet for et godt stykke tid siden. Nu tænker I sikkert, at jeg da ikke kan have så meget kant der skal rulles, og det er ganske rigtigt. De har bare været sjove at lave, så måske skal de sælges eller foræres væk...?


Mit andet projekt i dag har været at betrække min malkeskammel med cremefarvet læder. Jeg købte den på bagagerumsmarked for 30 kr. og der var et frygtelig grimt stykke møbelstof på, som absolut trængte til udskiftning. Jeg har aldrig prøvet det før, men jeg er ganske tilfreds med resultatet.


Sidst men ikke mindst, har jeg fået min gamle skoletaske retur fra mine forældre, som har gemt den på loftet i ca. 25-30 år. Gensynsglæden var stor og nu er den blevet renset og plejet, som læder skal. Metallet er blevet lidt rustent, men læderet har holdt sig forbavsende godt. Måske ses jeg snart i gaderne med en knaldrød taske, for det lader til de er blevet meget moderne igen. Jeg så for ikke længe siden, en taske næsten magen til, der kostede ca. 3.000 kr. i en butik her i Horsens.

Mon der er andre der har gemt "Min første skoletaske"?

Jeg ved der blev taget et billede af mig med skoletasken, den dag jeg skulle begynde i børnehaveklasse, og endnu ét på min sidste skoledag, hvor jeg var udklædt og havde tasken fuld af karameller. Det kan være billederne en dag finder vej til bloggen her ;-)


Håber flere husker tilbage til deres forhåbentlige gode minder fra skoletiden, og kigger i gemmerne efter ting fra "den tid". Min taske er fra sidst i 70'erne, men jeg kan ikke have brugt den i ret mange år, da den stadig ser næsten ny ud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det vil glæde mig hvis du skriver en kommentar til mit indlæg, det er så skønt at få tanker og idéer fra andre. Så skriv du bare løs.