mandag den 29. oktober 2012

Så blev den færdig!

Juhuuu, jubiiii, klap, klap, klap nu blev mine åkander endelig færdige. Og jeg er godt tilfreds ;-)

Kanten er syet på, alt er quiltet og alle små detaljer syet fast. Kæmpe arbejde, men også ret hyggeligt. Alt er syet på maskine.

Det er ikke så nemt at se detaljer på billedet, men de er vist før i indlægget "Klar - Parat - Start"


Kan godt anbefale andre at sy efter McKenna Ryan mønstre, de er lette at gå til, men tidskrævende, lidt lige som alt andet patchwork...

mandag den 22. oktober 2012

Gaveregn...

var der her i huset i lørdags, da jeg sammen med min dejlige familie og mine skønne venner fejrede en rund dag.

Vi fik det skønneste mad fra Det Lille Vineri, menuen stod på dobbelt indbagt laks, intervalstegt tyndstegsfilet med pebersauce og portvinssauce, små frikadeller, små kartofler bagt med frisk timian og rosmarin, rødbedegratin, broccolisalat med bacon og solsikkekerner, tomatsalat med forårsløg og feta og sidst men ikke mindst hjemmebagt brød. (Jeg glemte at tage billeder af maden, men det var anrettet i de smukkeste italienske fade, så bordet så fantastisk ud)

Dessert og kage til kaffen var ultra lækker marcipanlagkage og mandeltærter som min skønne genbo, Grethe, havde bagt.

Jeg fik en masse rigtig gode gaver:

En hel masse kort fra gæsterne og dem der ikke kunne komme.

Et valgfrit weekendophold for to inkl. morgenmad fra min veninde Heidi.
Og en chokolade bamse fra hendes datter Camilla.

En masse dejlig shampoo, balsam, creme, og bodyshampoo,
alt sammen uden parabener og parfyme. Lige som jeg gerne vil have det. 
Fra svigermor, moster og bror + familie

Anden bog i Ken Follett's nye trilogi og en automastik sovserører
fra vores genbo'er Tom, Grethe og Amalie.
 
Gavekort til Butik Himmelblå, hjemmestrikkede sokker og en lille æske 
fra min veninde Lone. Og spareuglen med indhold og blomsten herunder 
fra min søster + familie.

En masse skønne blomster og buketter.

Ny mobil, HTC One, som jeg fik for længe siden af gemalen,
da den gamle gik i udu.

Og min barndomsveninde, Betina, havde læst sidste del af ønskeseddelen,
hvor de "urealistiske ønsker" var listet. Og det handlede om en kok...
Så hun havde lavet lækkerier til os, pesto, marmelade, rødbeder, saft og
lasagne, frikadeller, grøntsagssuppe og kyllingeret samt en udførlig
beskrivelse af tilbehør og tilberedning af maden, 
som skal opbevares i fryseren indtil vi spiser det.

Og sidst, men absolut ikke mindst en roterende skæreplade og 
et fantastisk godt skærehjul, samt en Marti Mitchell lineal til flyvende gæs.
Ragnhild fra Den Lille Lade havde hørt godt efter, når jeg har talt om alt det,
jeg godt kunne tænke mig fra butikken.

Ud over de mange gaver fik jeg også penge, og nogle af
dem skal helt sikkert bruges på flere ting til patchwork. 
 
Det er jo ikke meningen at jeg skal gå ned på udstyr ;-)

Jeg havde en helt utrolig dejlig dag og alle gæsterne havde fået opgaver, så jeg kunne slappe af og nyde dagen. De udførte dem til perfektion, og jeg er meget glad for deres hjælp. Tusind tak!

onsdag den 17. oktober 2012

Nej, nu må jeg altså...

.... snart til at sy!

Det står lidt sløjt til med sytøjet herhjemme, men jeg håber snart at have noget færdigt som jeg kan vise frem. Men der går nok lige nogle dage endnu... beklager meget!

søndag den 7. oktober 2012

Lækkerier

Så lykkedes det at blive færdig med den ene side af fru zippe's lakridskonfekt-nålepude.
Er blevet lidt grebet af korssting, det er nemt at sy og forholdsvis hurtigt. Så puden skal nok blive færdig på et tidspunkt..

mandag den 1. oktober 2012

En gås blev til mange...

... og endte i et tæppe.

Jeg har haft den store fornøjelse at øve mig i at bruge Marti Mitchell's "Flying Geese" linealer hos Ragnhild i Den Lille Lade.

Hun forklarede mig, hvordan jeg skulle skære og så gik jeg ellers i gang. Det startede med nogle rester i pink og brun og så tog det ellers overhånd...

Når der er en hel butik med stoffer til rådighed, kunne jeg jo ikke bare stoppe, da jeg havde lavet nogle få flying geese, så det endte med at jeg fik tegnet et tæppe, hvor de skulle indgå i.

Ud over at lære at skære efter Marti Mitchell's linealer, har jeg nu også erfaring i brøkregning! Ikke at gæssene var skyld i det, det er resten af tæppets skyld. Heldigvis har Ragnhild hjulpet mig, når jeg var ved at rive håret af mig selv, fordi det sammensyede ikke stemte overens med det tegnede...

Toppen har taget 24 arbejdstimer at lave, og det er muligt det bliver til et mønster, som kan købes i Den Lille Lade, da jeg har syet tæppet for Ragnhild og brugt stoffer fra butikken.

Nu skal det selvfølgelig monteres, quiltes og have lukkekant på, så der går yderligere nogle arbejdstimer med det projekt....


Udover linealen, har jeg brugt en roterende skæreplade, som er guld værd når man bruger hendes linealer. Og desuden et lille bitte skærehjul til hjørnerne og et alm. skærehjul til kanterne.