lørdag den 30. juni 2012

Fleece or not fleece

Jeg havde forestillet mig lilla fleece på bagsiden af mit "Daisy Chain" (det lilla tæppe), men indtil flere individer har forsøgt at tale mig fra det med diverse argumenter. Men hvad er I andres mening om fleece som bagsider? Det er jo dejlig blødt til sofatæppet, men er det synd for et ellers velsyet klæde at få en ryg af fleece? Vær søde at give jeres mening til kende, da jeg er i syv sind og fleece nu engang er en forholdsvis let løsning. Mit tæppe måler ca.170 cm x 220 cm, så ét stykke stof er ikke nok, det skal øges uanset. Med håb om mange kommentarer.. Tine

torsdag den 28. juni 2012

Bog til salg

Jeg har fået købt en bog "Appliqué - 25 fresh projects for fabric lovers", som ikke lige passer til min smag, men måske er der andre der syntes den ser spændende ud.

Bogen er på engelsk, men der er meget fine trin-for-trin billeder. Målene står både i inches og cm. Der er skabeloner bagerst i bogen.

Hvis du er interesseret i at se flere billeder af bogen inden du beslutter dig, venligst skriv en kommentar, så kontakter jeg dig, og jeg kan maile nogle flere billeder.

Bogen sælges for 100 dkr. + evt. forsendelse.

fredag den 22. juni 2012

Havetæppet og en gave

Hurrra for Le Mans - så er der nemlig tid til at sy! Og det blev der gjort mens bilerne kørte rundt og rundt og rundt - i 24 timer!

Det resulterede i et færdigt havetæppe, quiltet og inkl. kant. Så mangler vi bare lidt bedre vejr! Det var dette tæppe, som det fine frugtstof skulle bruges til kant på.


Og så har min elskede morfar fødselsdag på søndag - han bliver 87 år. Og hvad skal man da finde på til en mand der har holdt 86 fødselsdage?

Jeg har syet en pose til fuglefrø, og så får han den fyldt med det lækreste fugle-mad. Min morfar og mormor nyder nemlig alle havens fugle og foder dem gavmildt hele året igennem.






tirsdag den 19. juni 2012

Kantrulle

Jeg har været håndværker i dag og har afprøvet stiksaven! Der kom seks kant-ruller ud af indsatsen.

De to er helt færdige, slebet runde i kanten og pudset pæne. De sidste fire skal finpudses før de kan bruges, men det bliver en anden dag.

En er allerede taget i brug til kanten på mit jelly roll tæppe "Daisy Chain", den anden venter på sin "beklædning".

Syntes det er en god og overskuelig måde at opbevare kanter på, hvis de er parate lidt før de skal bruges. Det kan også bruges til andre bånd, eller lynlåse, eller garn, eller...?

Skabelonen er fra et af de tyske blade jeg tidligere har skrevet om på bloggen.


mandag den 18. juni 2012

Cirkel-værktøj

Efter Maria engang skrev om dette cirkel værktøj på hendes blog, fandt jeg den på messe i Middelfart. Det er først for nylig jeg har afprøvet den, og den er SJOV!

Jeg prøvede at stryge vlieseline bag på stoffet før jeg skar, og det var ret nemt efter et par forsøg. Jeg lavede et par "klude" efter først at have lavet en tegning. At det valgte Kaffe Fasett stof ikke var helt så velegnet i virkeligheden som i mit hoved, har gjort at de nu bare hænger som skræk og advarsel på min designvæg. Måske bliver de en dag til grydelapper...

Syninger om halvcirklerne er zigzag sting på maskinen.


fredag den 15. juni 2012

Lille pung

Har syet denne pung efter en "færdig-købt-læderpung". Denne blev lidt større end originalen, men fungerer ganske fint. Det var sjovt at regne ud, hvordan den oprindelig var syet, jeg fik det nok gjort lidt mere besværligt end nødvendigt, men sådan går det når der ikke er noget mønster at følge.



tirsdag den 12. juni 2012

Stofprøver

Når jeg kommer ud i en butik eller på patchworktræf, har jeg gerne et lille hjælpemiddel med til at udvælge stoffer. Lige nu er det ikke helt "up to date", men jeg har stadig en fornemmelse af, hvad jeg har indkøbt for nylig.

Jeg har lavet en farvepalette af mine hjemværende stoffer, gjort i en karabinhage med små poser koblet på. Det giver mig en nem oversigt over de stoffer jeg har liggende og gør at jeg sjældent kommer hjem med stof jeg ikke kan bruge til noget, fordi farven er forkert...

Det er lidt tid siden jeg har opdateret den, nogle stoffer er nu kun raster, andre er helt brugt op, og selvfølgelig er der kommet en masse nye til.

Der er mange som kommenterer på den, når de ser mig gå med den, så nu vil jeg gerne dele idéen med jer læsere. Måske kan det redde jer fra nogle ærgrelser, næste gang I er ude at købe stof eller til et stort træf. Den er også let at have med i kufferten på rejse, hvis man lige kommer forbi et sted med stoffer...

Hvis man har så mange stoffer, at de ikke kan være på en karabinhage, kan man købe en tynd wire og nogle specielle skruer/lukke-anordninger i et byggemarked. Så kan du i princippet lave viften lige så stor som dit stof kræver, men så kan det være et problem at få plads til den i kufferten...


mandag den 11. juni 2012

Tyske blade og en dåse

Det står lidt stille med syningen for tiden og nu har jeg talt op hvor mange igangværende og planlagte projekter jeg har - og det var lidt af et chok. Der var sammenlagt over 30 projekter, store som små.

Derfor blev det kun til et par tyske blade på indkøb i Flensburg i lørdags...
Lena's Patchwork nr. 18/2012 Country Sticken er fyldt med små søde idéer til praktisk brug og evt. gaver.

Der er f.eks. en sød bordløber i grønne farver med applikeret æbler og en broderet tekst "An apple a day keeps the doctor away".
Der er små nålebøger, omslag til dåser, omslag til notesbøger, vægophæng, små tæpper, små tasker, en pude, broderier og applikationer. Der er meget inspiration at finde i bladet.
Burda Patchwork Quilts & Applizieren Sommer 2012 indeholder mønstre på flere vægtæpper og nogle enkle større tæpper.
Dette vægtæppe "Aloha" er et fint "postkort" fra en rejse, god inspiration til måske at lave mindre billedtæpper med egne rejser.
Et spændende rastetæppe i batik stoffer, men kan jo laves af alle slags raster.
Og en lille dåse som jeg simpelthen ikke kunne stå for, men den er købt i en ganske almindelig forretning i Vejle....

lørdag den 2. juni 2012

Frugt, grønt og sommer

I dag var jeg en tur hos Den lille Lade, for at få fat i stof til en kant på et havetæppe, der har ligget længe og var lige ved at blive til en UFO! Quiltningen driller nemlig og derfor har jeg været uvenner med tæppet i laaang tid. Men nu vil jeg have det ud af mit system, og et skridt i den rigtige retning er at få købt en pæn "afslutning" til det. Så lukkekanten bliver af dette fine grøntsags-frugt stof, som passer godt til farverne i tæppet. Selve tæppet får I først at se, når det er HELT færdigt - så læn jer bare tilbage og læs avisen, det bliver ikke de nærmeste dage I får det at se, tålmodighed kære læsere, tålmodighed...