mandag den 27. oktober 2014

Kreative Dage 2014

I fredags kørte jeg til Fredericia for at opleve Kreative Dage og finde inspiration til nye projekter.

Den første jeg hilste på var selvfølgelig Ragnhild fra Den Lille Lade, som havde en rigtig flot og stor stand til venstre for indgangen. Hun havde ikke tid til at sludre, så jeg fortsatte min færd rundt i den kæmpe store hal.

Der var virkelig mange forskellige ting at se på, men ikke ret meget patchwork. Der var rigtig mange stande med strik, virkelig mange med papir, der var glas, stof til tøj, perler, stearinlys og pileflet. Der var trædrejning, kunst og mange andre hobbies præsenteret. Der summede af liv alle vegne, for der var rigtig mange besøgende fredag!

Jeg vandrede rundt mellem standene i flere omgange og kiggede langt efter en flot keramik skulptur hos Indal's Kreamik, som jeg endelig bestemte mig for at købe, inden den endte et andet sted end hos mig.

Keramikdame fra Indal
Jeg har tidligere købt flere af hendes nisser, da jeg næsten har været nabo til hende udenfor Middelfart, og derfor er kommet hos hende flere år op til jul. Nu har hun ændret sit udtryk og laver i stedet meget flotte damer, så kig på hendes webside og se dem selv.

Efter at have vandret rundt i mange timer og set lidt af hvert, kom jeg forbi Fund og Krea standen. Hun havde mange sjove gamle ting, og jeg kiggede i nogle ældre japanske patchwork blade, men endte med kun at købe et moderne mønster på en pung.
Inden jeg kørte hjem gik jeg endnu en gang forbi Den Lille Lade og købte en ny skærekniv og en blok papir. Kniven demonstrerede Ragnhild torsdag aften, da hun havde butikken med til Vitus Bering Quilterne i Horsens. Den kan bruges til teknikken chenille, som jeg aldrig har prøvet før, men som jeg forestiller mig kan bruges til nogle spændende forsøg.

Jeg købte hverken stof eller garn, selvom jeg var fristet, men jeg har meget på lager, som jeg skal have brugt først. Hos Lille Strik var jeg tæt på at købe et tørklæde kit, men endte med fornuften der sagde, at det får jeg sikkert ikke strikket foreløbig. Der var også mange flotte broderier fra Fru Zippe, som jeg havde lyst til at købe, men de var store og derfor dyre, så det undlod jeg. Måske kan der blive til nogle julegaveønsker.

Messen var en "både og" oplevelse, jeg vidste på forhånd at der ikke var det store patchwork udvalg, og jeg skulle jo heller ikke købe stof. Jeg er heller ikke på jagt efter en ny hobby, så mange af standene gik jeg bare udenom. Men der var mange flotte ting, skabt af kreative ildsjæle og efter besøget var jeg træt i hovedet, men havde alligevel en lyst til at komme hjem og SKABE noget.

Jeg syntes udstillerne havde gjort meget ud af deres stande og jeg må værdsætte det kæmpe store arbejde der kræves at stå på messe i tre hele dage. Så tak for en dejlig oplevelse!

Nu må jeg vist i gang med den næste udfordring i Mystery Mail 2015 fra Bøgelund Patchwork.

mandag den 20. oktober 2014

Vesterhavets luner

I lørdags tog kæresten og jeg på tur til Vesterhavet - først med et stop hos Patchwork Oasen, hvor jeg sidste gang (på Quilt Rally) havde set et rigtig flot stykke stof, som jeg simpelthen glemte at købe, fordi jeg var så fokuseret på prikkede stoffer!

Heldigvis fik jeg lokket Søren forbi Skjern, hvor jeg i farten også nåede at købe et mønster på en fisk og en ny lampe.
Mønster på fisk, lækkert grønt stof og en LED lampe fra Prym
Hele turen skyldtes min fødselsdag, som jeg havde valgt at ignorere og i stedet køre en tur til Vesterhavet for at "lade batterierne op". Lampen blev købt for fødselsdagspenge og jeg håber den kan være et godt supplement til lyset de steder jeg tager hen for at sy.

Turen fortsatte til Hvide Sande, hvor vi spiste frokost på Hvide Sande Røgeri og derefter kørte til Henne Strand. Vi gik langs vandet, kiggede efter rav og blev blæst godt igennem.
Jeg kunne sagtens stå og kigge på vandet i evigheder, høre havets brusen og blive helt hypnotiseret af det.

Lidt sjov skulle vi dog også have, så jeg købte en drage, forklædt som måge, som gerne skulle højt til vejrs. Det kom den ikke, den styrtede mod jorden gang på gang og vi opgav til sidst at få den i luften. En dag med lidt mindre vind vil nok hjælpe, så den er ikke opgivet helt endnu...

Efter en kop halv lunken kakao og en flødekage vendte vi næsen hjem igen.

Tror turen til Vestrehavet skal være en tilbagevendende udflugt, da det giver en fantastisk ro i sjælen at være der.

mandag den 13. oktober 2014

Mystery mail fra Bøgelund plus en gave

I onsdags fik jeg for første gang mail fra Karina, som er tovholder på Bøgelunds Mystery Mail 2015. Jeg købte en startpakke til træffet i Odense i august. Og nu skal vi endelig i gang!

Jeg vil ikke røbe noget om, hvad jeg laver til denne uges udfordring, men det indebar mit selvgjorte lysbord:
Det fungerer ganske udmærket og kan pakkes væk, når det ikke benyttes. Det ser måske ikke så elegant ud som dem man kan købe, men det har heller ikke kostet alverden.

Udfordringen krævede også mine evner til at sætte stoffer sammen, og det syntes jeg selv gik ganske godt.
Jeg kan dog ikke prale af, at mit syværelse ser lige så ryddeligt ud som Helene's og Maria's. Men det er et hyggeligt sted at være, selvom pladsen ikke er stor..

Min færdige blok til Mystery Mailen 2015, må I vente med at se til hele quilten er færdig - senest til april næste år.

En tidligere kollega havde rund fødselsdag i torsdags og så nåede jeg lige at sy en lille sminkepung til hende.
Det lod til hun blev glad for den - heldigvis - for den kan jo ikke byttes! 

Nu må jeg til symaskinen og blive færdig med denne uges udfordring.

søndag den 5. oktober 2014

Mini Quilt Rally Midt-Nord

I går var der alt for godt vejr til ikke at køre en tur på MC'en!

Og da jeg ikke kunne lokke nogle af sypigerne i omgangskredsen med, passede det fint med en egoisttur.

Kørte først en tur til Skjern, til Patchwork-Oasen, fordi jeg gerne ville se butikken og ikke kun møde dem på træf.

Det var en dejlig butik og jeg var heldig da jeg kom, for jeg var den eneste kunde, så Helle havde god tid til at sludre. Der havde været travlt om formiddagen, men da jeg kom ved 14 tiden kunne de lige trække vejret lidt.

Jeg fik gjort nogle indkøb til et projekt jeg snart vil i gang med - kun med prikkede stoffer.
Prikkede patchwork stoffer til Give & Take tæppe

Efter besøget i Skjern kørte jeg til Den Lille Lade i Ejstrupholm og besøgte Ragnhild. Der havde også været godt besøgt i løbet af dagen, men kl. 16 da jeg kom, var der kun én kunde. Der er altid en masse spændende ting i gang i værkstedet og der var også tid til snak.

Her fik jeg vist af Kirsten, hvordan jeg kan sy på amerikansk, en teknik jeg ikke har prøvet før, men som jeg skal forsøge på.

Jeg fandt flere prikkede stoffer til mit projekt, så nu venter jeg bare på bogen med mønstret som kommer fra Canada.

Prikkede stoffer til Give & Take applikations tæppe.

Det var en rigtig dejlig dag og perfekt vejr til en motorcykeltur. I dag kommer jeg ikke til Quilt Rally, da jeg skal være "kassedame/butiksassistent" i Mamilla, hvor jeg for tiden er i praktik som webshopkoordinator.