tirsdag den 16. august 2016

Inspiration til patchwork og syning...

har jeg manglet i den seneste tid.

Mit seneste projekt med reproduktionsstoffer er gået temmelig meget i stå, men det er i mine tanker.

I mellemtiden har vi været på ferie i Berlin i tre dage, og fortsatte til Wernigerode i Harzen i fire dage. Men sytøjet som jeg havde pakket til turen blev liggende i tasken, nål og tråd nåede slet ikke frem.

Feriebillederne i Berlin er stort set kun af bygninger, så dem vil jeg skåne jer for. Vi fik gået mange, mange kilometer og har set de sædvanlige seværdigheder, men Berlin bliver aldrig "min" by.

På vej ud af Berlin fik jeg lokket min bedre halvdel til at smutte forbi Patch-it.de, som godt nok lå lidt af en omvej for vores videre færden. Men butikken har jeg hørt godt om fra Ragnhild (Den Lille Lade) som kender Christiane privat.

Butikken i Berlin er fyldt op med inspiration til nye patchwork projekter

Butikken er fyldt godt op med stoffer og inspiration til nye projekter. Christiane kan en smule engelsk og jeg kan en smule tysk, så det lykkedes os at få udvekslet venligheder og jeg fik gjort lidt indkøb. Fra baglokalet, hvor der bliver holdt kurser, kom Sieglinde som jeg kender ude fra Ragnhild. Hun var i gang med at undervise, men på gebrokkent tysk lykkedes det os at aftale at ses hos Ragnhild til kreative dage i september.

Vores ferie fortsatte til Wernigerode i Harzen og de fleste billeder herfra er også af bygninger! Det er bare gamle bindingsværkshuse i stedet for nymoderne arkitektur fra Berlin.

Vi var selvfølgelig på gåben til Brocken og for at være sikker på at have et bevis på at jeg har været der, fik jeg Søren til at tage et billede af mig ved skiltet på toppen.

Brocken på toppen

Det var en hård tur op og ned gennem skoven, og der var mange gange jeg fortrød at vi ikke havde taget toget derop. Men selvom ben og knæ gjorde ondt bagefter, så føltes det alligevel som en sejr.

I Wernigerode var der i weekenden kunsthåndværker marked og det var ret interessant at se hvad tyskerne havde at byde på. Det var mest strik og smykker, men der var også en stand med flotte filt ting. Der var to stande med patchwork, den ene fyldt med tasker.

Vi endte med at købe en pude i skind, en fugl i sten/metal til haven og jeg købte en keramik frø og en filt-fisk. Fuglen til haven mindede mig om en af de små robotter i Transformers filmene, og den kunne jeg ikke stå for!

Skøn fugl til haven

Ud over besøget i Patch-it og kunsthåndværker markedet fandt jeg lidt inspiration til patchwork i fliser på gulve og vægge i både Berlin og Harzen. På slottet i Wernigerode var der nogle smukke fliser, som engang dannede ramme om et badeværelse.

Skøn inspiration til nye patchwork projekter

I løbet af den uge vi var af sted har vi gået ca. 90 km, så fødderne har været ømme. Men mit mål om at bevæge mig mere i ferien end jeg gør i hverdagen er opnået, så skal jeg bare forsøge at fortsætte med det mål, når hverdagen rammer igen...

1 kommentar:

  1. Dejlig blandt ferie, den glæder jeg mig til at høre mere om.

    SvarSlet

Det vil glæde mig hvis du skriver en kommentar til mit indlæg, det er så skønt at få tanker og idéer fra andre. Så skriv du bare løs.