fredag den 7. april 2017

Mini Quilt Rally Syd 2017

I år bliver det ikke som de andre år med Quilt Rally. Min makker, Gitte, ville ikke med i år på grund af manglende tid og en fyldt kalender.

Men jeg kan ikke klare mig uden Rally, har brug for inspiration for at få lysten til sytøjet frem i lyset igen. Derfor tog jeg selv på udflugt i går efter arbejde og igen i dag.

Torsdag nåede jeg både Quilt My Design og Patchwork Hulen efter arbejde og i dag, fredag efter arbejde, gik turen til Bøgelund udenfor Middelfart.

Det er egentlig ikke, fordi jeg mangler noget at sy, men fristelserne er altid store, når jeg ser hvad butikkerne har af lækre sager.

Hos Quilt My Design blev jeg fristet af et kit med Quilt Rally blokken og så har jeg siden Gitte købte (og syet) Pindsvinetasken, tænkt på, at den måtte jeg også sy. Det blev også til en æske til undertråd.

Pindsvinetasken og blokken fra Quilt Rally Syd 2017

Efter dejlige kager og en hyggelig snak med Linette, hendes familie og hjælpere, fortsatte turen til Patchwork Hulen i Børkop.

Der er kommet rigtig mange flotte stoffer i butikken siden jeg sidst var forbi. Det er dejlig at snakke med Susanne og hun er god til at hjælpe med at finde den helt rigtige farve til de stoffer jeg købte.

To dejlige Kaffe Fassett stoffer og en dejlig grøn bali

Kaffe Fassett stoffer er et hit hos mig og jeg har flere af dem, som jeg indtil videre kun har på lager. Måske samler jeg ligefrem på dem?


Susanne havde syet nogle små kaffebrikker i stof med symotiver. Dem kunne jeg ikke stå for og måtte have en pakke med hjem samt stof til bagsiden. Dem glæder jeg mig til at sy.

Hos Bøgelund sad Karina og demonstrerede syningen af Sweetpea Pods, et mønster som jeg i forvejen har, men som jeg ikke har afprøvet. Det har jeg fået lyst til nu, da jeg så hvor nemt det var, da Karina viste hvordan.

Skønt mønster på små nemme punge

Jeg fik købt noget Wonder Tape til brug når lynlåsen skal sys i, lidt termolam til min mor og mig, et blad og Magic Paper til stamp-syning. Det var noget Karina havde lavet demo på torsdag, men heldigvis ville hun gerne forklare mig, hvordan man bruger det.

De tre stoffer, grøn, blå og orange, skal bruges til nogle mønstre, som jeg tidligere har købt hos Bøgelund.

Patchwork sytilbehør som ikke kan undværes

Nu skal jeg selvfølgelig i gang med at sy de tre mønstre fra Bøgelund. Håber snart at kunne lave et blogindlæg med flere forskellige færdige ting.

Tre skønne mønstre til vægophæng

Der er endnu en dag til Quilt Rally Syd 2017, hvor butikkerne har åbent fra kl. 9.00 - 18.00, så der er rig mulighed for at nå rundt og besøge en del af dem.

Jeg kunne godt have tænkt mig en tur forbi Gittea i Rødekro, men jeg har ikke lyst til at køre turen alene. Hun har nemlig en workshop, som jeg gerne ville deltage i, men måske bliver der mulighed for det en anden gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det vil glæde mig hvis du skriver en kommentar til mit indlæg, det er så skønt at få tanker og idéer fra andre. Så skriv du bare løs.