søndag den 29. oktober 2017

Søde hæklede bogrotter

Her i oktober havde jeg fødselsdag og min søde veninde Lone havde taget sig tid til at lave en gave til mig. To skønne bogrotter, en lys grå og en mørk brun. Det var en dejlig overraskelse som jeg glæder mig over hver dag.

Hæklede bogrotter fra en sød veninde

Siden sidst er jeg blevet færdig med et par ting fra vores symaraton.

Penalhus til hælkenåle

Søde små punge med blomster

Flere punge til småting

Jeg har også været på kursus hos Karina i Snoghøj. Det var et aftenkursus i stamp syning. En rigtig dejlig og lærerig aften.

Resultatet af kurset hos Karina - grønne flyvende gæs i rundkreds

Det er også blevet til et broderi fra Fru Zippe.

Et lille nostalgisk broderi af en ældre campingvogn

Ragnhild hos Den Lille Lade har lavet et skønt mønster på en praktisk spoletaske. Den fandt jeg stof til i gemmerne.

Planlagt syprojekt

Og en søndag hev jeg hele dagen ud af kalenderen og fik den færdig.

Praktisk taske til spoler med undertråd

Plads til både underspoler og håndsyningstråd

Nu ved jeg ikke helt hvad det næste projekt bliver, men der ligger stof og mønster klar til en taske, så det kan være det bliver den der skal i symaskinen næste gang.

lørdag den 30. september 2017

Symaraton - ny tradition?

En lørdag i september blev noget af huset indrettet til systue. Det lykkedes mig at samle 5 sypiger til en hyggelig dag med maratonsyning.

En dejlig flok sypiger samlet til en kreativ dag

Der var mange spændende projekter i gang og Bente viste et rigtig flot tæppe frem, som hun skulle i gang med at quilte.

Bentes tæppe syet af rester i små firkanter

Selvom vi alle var meget optaget af vores projekter blev der alligevel tid til en kaffepause.

Alt den syning krævede lidt sødt til kaffen

Gitte havde bagt en lækker kage med hindbær, som vi kunne styrke os på efter en del timers syning.

Selvom vi var i gang i mange timer, blev der ikke noget færdigt. Lige bortset fra et penalhus, som jeg fik syet til mine hæklenåle.

Dagen efter blev jeg færdig med en lille pung, men jeg blev ikke færdig med de andre tre, som jeg også begyndte på.

En af de fire punge blev færdige i weekenden

Måske kunne den 3. weekend i september blive til en symaraton-tradition? Jeg vil i hvert fald gerne have besøg af de skønne damer igen. Sikken dejlig inspiration det giver at være i selskab med så kreative kvinder en hel dag.


onsdag den 23. august 2017

Mugrugs - kaffebrikker, hæklerier og broderier.

Der sker ikke så meget kreativt for tiden, men lidt har også ret.

Der er syet fire jule-kaffebrikker og nogle små kaffe mugrugs med symotiver, som blev købt ind til dette års Quilt Rally Syd.

Julekaffebrikker med nissetøj

Kaffebrikker købt hos Patchwork Hulen til Quilt  Rally Syd 2017

Det er også blevet til lidt indkøb efter ferien, fordi jeg vil at lære at hækle. Det er ikke helt så nemt som jeg havde forestillet mig. Der er mange forskellige masker at holde styr på, hvis jeg skal lave nogle søde firkanter i skønne farver. Forhåbentlig mere om mine bestræbelser en anden gang.

Gode begynderbøger til hækling

Endnu en lille bog jeg har købt omhandler korssting. Bogen havde jeg lånt på biblioteket, men var vild med den, så jeg bestilte den hos forlaget Vingefang.

Inspiration til flotte korsstingsmønstre

Og så er det ingen hemmelighed at jeg elsker tasker, så jeg faldt over dette populære mønster og tænkte at jeg nok godt kunne få en lækker taske ud af det, med en smule justeringer. Håber bare resultatet så bliver ligeså fint som originalen.


Stor rejsetaske med muligheder for individuel indretning

Nu var det sådan planlagt, at Gitte og jeg skulle have været på Quilt Rally Øst senere i september, men vi blev enige om, at vi har nok af spændende projekter på lager. Så i stedet har vi aftalt at bruge tiden på syning.

Nu skal jeg have planlagt hvad jeg skal sy, og det bliver et svært valg, da jeg har så meget forskelligt at vælge imellem. Må sætte hjernen i blød de næste par uger...

fredag den 7. juli 2017

På stoffer i Amsterdam

Vores sommerferie gik i år til Amsterdam, hvor jeg på forhånd havde udset mig nogle relevante butikker jeg ville besøge.

Jeg var på jagt efter bøger, stof, papir og stempler og der var rig mulighed for at finde det hele i Amsterdam.

På Albert Cuypstraat ligger der flere stofbutikker. Deres udvalg er mest møbel, gardin og fine stoffer. Der var dog én butik, som havde mange hyldemeter med Liberty stoffer fra England. De var så fine og der var mange forskellige, men jeg købte ikke noget af det. Personligt syntes jeg er det alt for fint og tyndt til at sy patchwork af, men sikke nogle skønne mønstre.


Vi kom forbi mange af de flotte skæve huse langs kanalerne og det var især ved Amstal kanalen at husene lænede sig lidt op ad hinanden.


Vi besøgte også en butik med mange stempler, fine skriveartikler og masser af smukt brevpapir, Posthumuswinkel ligger lige ved siden af Amsterdam Museum og er en butik man kunne bruge masser af tid og penge i.

Jeg købte fire stempler som jeg blandt andet vil bruge til en rejsebog fra Amsterdam.

Da jeg elsker at læse, er det oplagt at besøge både den engelske boghandel og den amerikanske boghandel i området ved Spui.

Det var godt vi selv var kørende til Amsterdam, ellers havde jeg vist haft en smule overvægt i flyet hjemad. Der var mange spændende bøger og magasiner at fordybe sig i på flere etager.

Det er helt sikkert en by jeg gerne vil tilbage til, ud over shopping er det mest iøjnefaldende i gadebilledet de mange cyklister. Luften er frisk og ikke fyldt af bilos, som i mange andre storbyer. Cyklerne giver også en speciel baggrundslyd til byen, nemlig raslen af kæder, bagagebærer, skærme og lyden af ringeklokker.


søndag den 25. juni 2017

Quilttop med cirkler endelig færdig

Sidste år ved denne tid gik jeg i gang med en stor udfordring. Det er tæppet "Sweet Mint" jeg ville forsøge at sy.

For det første var der buer, rigtig mange af dem, for det andet var en del af stofferne reproduktions stoffer fra 1800 tallet. Godt nok havde jeg valgt blå nuancer, som jeg jo godt kan lide, men jeg var lidt bekymret for om tæppet blev for "nydeligt".

Nu er jeg endelig færdig med toppen, og jeg er fint tilfreds med den, bortset fra at jeg måske ikke er så vild med stoffet i den brede kant. Men mon ikke jeg vænner mig til det?

Sweet Mint top fra Laundry Basket Quilts

Det bliver først quiltet til efteråret og det skal gøres på min egen almindelige maskine. Bagside stof er købt, det bliver i samme stil, men i lyst stof. Quilte mønsteret skal jeg lige tænke lidt over.

søndag den 4. juni 2017

Fødselsdagsgave til en 91 årig

I går blev min mormor 91 år og selvom hun stædigt påstår at vi ikke skal give hende gaver, så gør vi det allesammen alligevel.

Jeg har tidligere syet små dækkeservietter til deres kaffebord, men de er efterhånden ved at være godt blegede og slidte, så der trængtes til en  udskiftning.

Grønne kaffebrikker med sort/hvide fugle applikeret på
Det blev disse fugle på en dejlig forårsgrøn baggrund. Mønsteret er fra et tysk patchworkblad, hvor der var en pude med en hel række af fugle.

Det lod til mormor blev glad for dem, så håber jeg farverne holder indtil næste års fødselsdag, så kan hun få et nyt sæt.

Nu er det tid til at sy andre gaver, og nyde pinsen.

fredag den 12. maj 2017

Det går fremad

I dag har jeg arbejdet med "Det nydelige tæppe". Jeg har syet blokkene sammen, de mangler dog stadig cirklen i midten. Det er også nødvendigt at rette dem til inden toppen skal sys sammen.

Vil gerne nå at blive færdig med toppen inden Helene Juhl lukker butikken for sommeren. Jeg skal have købt stof til kant og måske noget til bagside.

Håbet om at få tæppet færdig lever endnu, på trods af at det har voldt mig en del problemer at sy det.

Det nydelige tæppe som det måske kommer til at se ud

søndag den 30. april 2017

Sydag i godt selskab

Det er ikke så nemt at få arrangeret en sydag, men i går lykkedes det os at mødes i Hinnerup til en skøn dag ved maskinerne.

Som altid er det svært at forudsige hvor meget vi når at sy, men vi er alle tre ret optimistiske, så taskerne var godt pakket med flere forskellige igangværende projekter.

Mors flotte Sweet Pea Pods

Mor var den hurtigste og fik to Sweet Pea Pods færdige, med sødt jordbær stof. Det var også det eneste hun fik færdig.

Lones sweet pea pod med frisk grøn lynlås
Lone nåede også at lave to Sweet Pea Pods i skønt rødt stof med lidt kulørt mønster på. Hun blev også næsten færdig med en projektpose. De to Sew Together Bags hun havde med, blev pakket væk igen, uden at der var sket fremgang med dem.

Sweet Mint blokke er undervejs

Jeg fik syet de sidste buer til tæppet "Sweet Mint", så nu skal det samles, så jeg forhåbentlig snart kan vise en færdig top frem. Mit andet tæppe og kaffebrikkerne som jeg også havde med, blev i tasken, så der er rig mulighed for at lave endnu en sydag.

I sidste indlæg havde jeg mit syværelse til salg, men nu er der blevet ryddet op, så nu kan jeg ikke nænne at skille mig af med det alligevel.

Kaos på syværelsetRodet er flyttet fra syværelset til stuen

Jeg flyttede alt ind i stuen, der stod på gulvet eller lå på bordene. Det var overraskende at se hvor meget det faktisk fyldte.

Nu er der pludselig plads på syværelset
Syværelset var lidt tomt efter den manøvre. Men det var helt rart at se det tømt. Det så meget større ud end det plejer. Og jeg kunne komme til at gøre rent.

Alt på sin rette plads på syværelset

Nu er der så fyldt op igen derinde, med knap så meget på gulvet og på bordene. Der er blevet ryddet og sorteret i tingene og noget er smidt ud, andet foræret væk. Nu skal jeg så bare forsøge at holde det sådan rimelig ryddeligt. Og forhåbentlig får jeg igen lyst til at sy de mange projekter der ligger  og venter på mig.

Dagen hos mor i går har i hvert fald givet mig lyst til at sy mere fokuseret på de enkelte projekter, så der bliver noget færdigt. Det glæder jeg mig til at vise frem senere.


mandag den 17. april 2017

Syværelse til salg

Sådan tænkte jeg, mens jeg arbejdede på det 3. syprojekt i dag. Havde kigget forbi syværelset i håb om at blive inspireret til lidt tid ved symaskinen, men endte med helt andre projekter.


Uoverskueligt syværelse

Mit syværelse er pt en smule uoverskuelig, så det er langt fra inspirerende at være der. Derfor tanken om at sælge det hele, købt som beset...

En lille ny nålepude bliver der ud af dette broderi

Jeg startede dagen med ideen til en ny broderet nålepude. Men inden jeg kom længere end dette, fik jeg lyst til at finde på et andet projekt.

Nye kaffebrikker til jul

Måske var det vejret udenfor som pludselig fik mig til at tænke på jul og de små kaffebrikker jeg har haft liggende meget længe (mere end et år). Jeg fik derfor klippet dele ud af pap og delene i stof. Så nu er det parat til at blive riet.

Kaffebrikker fra Quilt Rally hos Patchwork Hulen

Og så kom jeg i tanke om at der ikke skulle så meget til for at gøre disse søde kaffebrikker klar til syning. Så jeg har fået skåret fyld og bagside til dem alle, 8 små og en stor.

De næste dage kræver vist lidt mere fokus på enkelte ting, så jeg ikke bare fortsætter med at klargøre endnu flere projekter.

Håber at noget af det bliver færdigt...

fredag den 7. april 2017

Mini Quilt Rally Syd 2017

I år bliver det ikke som de andre år med Quilt Rally. Min makker, Gitte, ville ikke med i år på grund af manglende tid og en fyldt kalender.

Men jeg kan ikke klare mig uden Rally, har brug for inspiration for at få lysten til sytøjet frem i lyset igen. Derfor tog jeg selv på udflugt i går efter arbejde og igen i dag.

Torsdag nåede jeg både Quilt My Design og Patchwork Hulen efter arbejde og i dag, fredag efter arbejde, gik turen til Bøgelund udenfor Middelfart.

Det er egentlig ikke, fordi jeg mangler noget at sy, men fristelserne er altid store, når jeg ser hvad butikkerne har af lækre sager.

Hos Quilt My Design blev jeg fristet af et kit med Quilt Rally blokken og så har jeg siden Gitte købte (og syet) Pindsvinetasken, tænkt på, at den måtte jeg også sy. Det blev også til en æske til undertråd.

Pindsvinetasken og blokken fra Quilt Rally Syd 2017

Efter dejlige kager og en hyggelig snak med Linette, hendes familie og hjælpere, fortsatte turen til Patchwork Hulen i Børkop.

Der er kommet rigtig mange flotte stoffer i butikken siden jeg sidst var forbi. Det er dejlig at snakke med Susanne og hun er god til at hjælpe med at finde den helt rigtige farve til de stoffer jeg købte.

To dejlige Kaffe Fassett stoffer og en dejlig grøn bali

Kaffe Fassett stoffer er et hit hos mig og jeg har flere af dem, som jeg indtil videre kun har på lager. Måske samler jeg ligefrem på dem?


Susanne havde syet nogle små kaffebrikker i stof med symotiver. Dem kunne jeg ikke stå for og måtte have en pakke med hjem samt stof til bagsiden. Dem glæder jeg mig til at sy.

Hos Bøgelund sad Karina og demonstrerede syningen af Sweetpea Pods, et mønster som jeg i forvejen har, men som jeg ikke har afprøvet. Det har jeg fået lyst til nu, da jeg så hvor nemt det var, da Karina viste hvordan.

Skønt mønster på små nemme punge

Jeg fik købt noget Wonder Tape til brug når lynlåsen skal sys i, lidt termolam til min mor og mig, et blad og Magic Paper til stamp-syning. Det var noget Karina havde lavet demo på torsdag, men heldigvis ville hun gerne forklare mig, hvordan man bruger det.

De tre stoffer, grøn, blå og orange, skal bruges til nogle mønstre, som jeg tidligere har købt hos Bøgelund.

Patchwork sytilbehør som ikke kan undværes

Nu skal jeg selvfølgelig i gang med at sy de tre mønstre fra Bøgelund. Håber snart at kunne lave et blogindlæg med flere forskellige færdige ting.

Tre skønne mønstre til vægophæng

Der er endnu en dag til Quilt Rally Syd 2017, hvor butikkerne har åbent fra kl. 9.00 - 18.00, så der er rig mulighed for at nå rundt og besøge en del af dem.

Jeg kunne godt have tænkt mig en tur forbi Gittea i Rødekro, men jeg har ikke lyst til at køre turen alene. Hun har nemlig en workshop, som jeg gerne ville deltage i, men måske bliver der mulighed for det en anden gang.

lørdag den 11. marts 2017

En UFO udryddet

I starten af januar skrev jeg om UFO-legen fra Allpeoplequilt.com.

Jeg fik ikke arbejdet med mine UFO'er i januar og februar, men marts UFO'en var mit projekt med tre tærtefuttere, som jeg har haft stof liggende til i et par år eller tre.

En fridag og en tur til patchworkcafé hos Ragnhild i Den Lille Lade var nok til at få den UFO færdig. Så nu er der tre fine tærtefuttere på lager, enten til salg eller til gaver.

Nye tærtefuttere med svampe stof

Det kan være at jeg resten af marts skal prøve at arbejde lidt med UFO'erne fra januar og februar, som er det australske tæppe og Allan's slips.

Min liste skrev jeg ned i et tidligere indlæg, som kan ses her, du kan også læse om hvordan du kommer med, det er ikke for sent at starte på bunken af UFO'er.

fredag den 10. februar 2017

Udfordring fra Vitus Bering Quilterne

Tilbage i august meldte jeg mig til en udfordring som Vitus Bering Quilterne var vært for.

Den var egentlig simpel nok, vi fik et stykke stof, som vi skulle sy "et eller andet" af.

Jeg valgte at sy efter et mønster jeg købte på Dansk Patchwork Træf. Det er en praktisk projekttaske fra This & That som kaldes "Tag Along".



Jeg har brugt den til broderier og er lige begyndt på endnu et Fru Zippe broderi med fisk.

 Lommer i projekttasken fra This & That

Der er gode lommer i tasken, den ene i klar plast med lynlås og den anden med knaplukning.

Dette mønster kunne godt ende med at blive brugt nogle gange, da tasken er meget anvendelig til forskellige kreative projekter.

Der var mange flotte færdige udfordringer, både tæpper, dækkeservietter, små punge, søde poser, grydelapper og Sew Together Bags. Det var sjovt at se hvad de andre deltagere har fået ud af stoffet.

Håber der igen kommer en udfordring i Vitus Bering Quilterne til næste sæson.

søndag den 29. januar 2017

UFO færdig

Sidste år havde jeg disse badedamer skrevet på min UFO liste, men nåede ikke at blive færdig med dem. Men nu er de endelig blevet færdige, syet med små tætte zig-zag sting om alle delene. Det har taget noget tid, men nu kan jeg endelig strege projektet over på min UFO liste og koncentrere mig om dette års UFO'er.

Har nået 7 ud af 12 UFO'er på listen fra 2016, så det er jeg godt nok tilfreds med. Håber dog at listen i år får flere afkrydsninger, men jeg har endnu ikke arbejdet med januars projekt, så jeg er allerede bagud.


Damerne her er af Amy Bradley Designs og kaldes "Bountiful Beauties". Købte det på Dansk Patchwork træf i Odense, men jeg kan ikke huske i hvilken butik.

Dejligt at være færdig med noget som har ligget stille et stykke tid.

Nu kalder et af de mange andre projekter.

tirsdag den 24. januar 2017

Min første bog

Det var den absolut skønneste søndag i lang, lang tid da jeg var en tur i Egense ved Svendborg til Workshop med Susanne Randers fra MitKrearum.

Kurset var arrangeret af Egense Husflid som har mange forskellige kreative kurser på programmet.

Bordet er fyldt med skønt papir til nye bøger

Susanne havde bilen fyldt med papir, som vi kunne kaste os over for at finde vores favoritter til hver vores bog. Det var svært at vælge det papir som skulle være i min bog, så jeg fik valgt meget forskelligt, som ikke ligefrem udgjorde en rød tråd.

På workshoppen bruges alt papir til at sy nye sider

Her er mit arbejdsbord med papirbunken, som bliver til en skøn bog i løbet af dagen. Jeg havde vanskeligt ved at give slip på perfektionismen fra mine patchwork-projekter, men i løbet af dagen gik det bedre og bedre.

skønne bøger syet med hjælp fra Susanne Randers, MitKrearum

Alle kursister blev færdige med en bog, men jeg nåede desværre ikke at kigge i dem. Det er tydeligt på opslagene, at bøgerne er meget forskellige, min er nederst i højre hjørne, den med tallene.

Nogle sider fra min bog fra workshoppen

Øverst er mit første opslag, tegningen med vinduet fyldt af blomster var det første jeg fandt i papirbunken, og det rørte noget i mig, det skulle selvfølgelig være den første side.

Flere opslag fra bogen syet med forskelligt papir

Opslaget med husene fangede min opmærksomhed, fordi jeg tænkte at det kunne være sjovt at sy en lille miniby med flotte huse i patchwork stof. Det nederste opslag med planteglasset mindede mig om min fars forsøg på at brygge vin, da jeg var barn.

Farverige opslag fra udklip af bøger og blade

Farverne på det øverste opslag er skønne og jeg har senere tilføjet sommerfugle til siden. Det nederste er en smuk farverig kvinde i noget spraglet tøj og cirklerne får hendes skønhed til at blomstre.

Der er mange flere sider i bogen og den er beregnet til at blive skrevet, farvelagt og tegnet i, så der er masser af "bare" sider med plads til kreationer.

Susanne skriver på bloggen mitkrearum
Susanne var kommet fra Køge for at holde kursus for os seks kursister. Et lille hyggeligt hold.

Hun har en spændende blog og er både på Facebook og Instagram. Hun viser mange skønne og flotte ting i papir og har været en stor inspirationskilde for mig i det seneste år.

Hun holder også forskellige workshops hjemme i Køge. Jeg er klar til at komme på kursus igen og en skønne dag skal jeg helt bestemt en tur til Sjælland.

Tak til Susanne for en spændende dag og tak til de andre kursister for godt selskab og hygge.